Medrivende bodegafest

PARTY: John Mogensen genopstod med manér, da Den Danske Mafia gav hans udødelige sange elektrisk stød

Noget af det vidunderlige ved festivaler er, at man ind imellem kuglepenskrydserne i programmet lusker hvileløst rundt og stikker sit fedtede fjæs inden for i diverse telte for at høre, om der skulle være noget lækker lyd på menukortet.


Der var virkelig gang i den torsdag aften på Langelandsfestivalen, hvor "Den Danske Mafia" rockede sig igennem en stribe af John Mogensens udødelige klassikere. Som Special Guest kom Keld Heick (th) på scenen, og han headbangede sig rutineret igennem "Ved landsbyens gadekær." I forgrunden er det Henrik Bjørn, mens det bagest er Henrik Johannesen.
Foto: johnny Wichmann


Ofte støder man på halvlunkne toner og discountpop. Ind imellem smiler rockguderne til én, og man lander midt i en sydende gryde af guitarlir, vidunderligt berusede mennesker og den vigtigste ingrediens: Et band der kan, vil og formår at sparke gang i den erogene festzone under den tilbageværende hjernebark.

Sådan et band er trioen Den Danske Mafia. Navnet indikerer kulsort, kriminel hip hop, men er fuldfed, fordansket heavyrock. Efter få sekunder i selskab med deres supervitale fortolkninger af John Mogensens brutalt ærlige sange om livets uretfærdigheder, grufulde mareridt og den store kærlighed må man overgive sig.

Intens stemning

- Jeg er virkelig positivt overrasket, fortæller 28-årige Helle Schmidt fra København, mens hun danser begejstret.

Hun kendte ikke bandet i forvejen og har kun hørt et par af de mest klassiske Mogensen-sange.

- Man bliver grebet af den intense stemning, og det er fedt, at publikummer i alle aldre fester løs sammen, råber hun, mens mafiosoerne kaster sig ud i en tordentung version af nationalsangen.

Hvis der er to ting, man ikke skal fucke med i min verden, så er det netop national-sangen og John Mogensen. Men forsanger Henrik Bjørn på bas, Henrik Johannesen på guitar og Mickey Hurricane på trommer får carte blanche til at varetage de socialrealistiske causerier og eventyrlige tekster om kannibaler, guldgravere og Frankenstein netop fordi, de ud over at være fortrinlige musikere, også udviser et fundamentalt og autentisk kærlighedsforhold til John Mogensens musik.

- I de sange, jeg kunne genkende, behandler de John Mogensens sange med respekt, konstaterer Helle Schmidt.

Keld Heick, der er konferencier på Poppen, ryger uventet på scenen for at give et nummer. Han brøler "Ved landsbyens gadekær", så folk falder bagover af lige dele chok og anerkendelse. Jøsses, hvor er den pæne mand bare cool som bundfrossen kaviar.

Heick headbangede

Jeg troede aldrig, at jeg skulle se Hildas mand kaste med sin sølvgrå manke. Men så længe man lever, så længe ens hjerte slår, skal man ikke taget noget for givet.

"To mennesker på en strand" og Henrik Bjørns hæse, potente stemme er simpelthen en forrygende kombination. Temaet i "Der er noget galt i Danmark" er evig aktuelt, og spædet op med Henrik Johannesens trådbehandling er den bragende god. "Sidder på et værtshus" slår hovedet på sømmet, for teltet fremstår efterhånden mere som et muntert værtshus, hvor drastisk drikkelystne og derfor motorisk hæmmede festivalister giver sig hen til Langelandsfestivalens mest medrivende rockkoncert.

Dystre John

Efter koncerten fortæller de to navnebrødre, at de aldrig har oplevet publikum synge højere, end deres forstærkere kunne følge med.

Før på Langelandsfestivalen.

- Vi blev simpelthen overdøvet hen mod slutningen af koncerten, da vi spillede nationalsangen. Det var vildt. Men egentlig passer den perfekt i selskab med Mogensens sange, som er et stykke dansk kultur i sig selv, siger Henrik Johannesen.

De to musikere føler ikke selv, at de har skabt noget kopiband sammen med trommeslageren Mickey Hurricane, selv om de spiller en anden mands musik.

- Jeg vil mene, at vi fortolker sangene og tilfører dem noget. Vi tilstræber simpelthen at finde essensen i hans tekster, og hans enke har lyttet til vores musik og sagde efterfølgende, at John ville have været stolt. Mere kan vi ikke forlange, erkender Henrik Bjørn.

De vigtige emner

At John Mogensens tekster egner sig så godt til netop heavy skyldes ifølge Den Danske Mafia, at der gemmer sig masser af mørke og dystre budskaber under overfladen.

- Hans tekster behandler vigtige emner som alkoholisme og manden på gaden. De er tidløse, og jeg tror, han er den eneste danske musiker, der er velanset af stort set alle fra popelskere til de hårdeste metalfreaks, siger Henrik Johannesen.

- Det gælder bare om at stemme det hele to toner ned, så går det lige i nosserne, af-slører Henrik Bjørn.

Skål for alle snuskede bodegaers fortabte søn. John Mogensen - æret være dit minde.

Hør musikken på www.dendanskemafia.dk
(Lagt på siden 1 aug. 2005 - original artikel på: http://www.fyens.dk/article/513857)

Seneste nyt

»Mafia News !

Med på en lytter?

  Klik her for at åbne Maffi Playeren (pop-up!)

Presse

» DR.dk anmeldelse
» Fyns Stiftstidende jul 2005
» Fyens Stifttidende (Langeland 2005)
» BT (5 stjerner) !!!
» Ny stor biografi: John Mogensen
» Musikeren
» BT
» Fyens Stifttidende
» Jyllandsposten
» Biker Jens anmeldelse

Mailliste

Vil du gerne modtage den fede nyhed fra mafia'en, så tilmeld dig nu!
Rakeback

Fall From Grace

Bad Boys Of Boogie

Countryworld

CMOT - Cherokee Metervarer og tilbehør
 
Hackquarters.com CMS2K