Bedårende boogie - Mogensen style Af STEFFEN JUNGERSEN
Indrøm dét: ind imellem er vi sgu' alle til fals for billig portvin, fjolleglad fest og risikofri skatteunddragelse.
Det er sådan cirka i det humør, du risikerer at komme, når du hører Den Danske Mafias (DDM) »En lille skarp« - den fynske trios andet album med tunge boogierock versioner af salig John Mogensens klassikere. Og det hér - venner - er intet mindre end kejserligt fedt! Som kollega Henning Høeg skrev om mafiaens første »10 kolde fra kassen« for halvandet år siden »John Mogensen som heavyrock? Hvorfor fanden er der aldrig nogen der har tænkt på det før?«. Nemlig, Henning. Masser af Johns sange læner sig nemlig op ad den hårde boogie-behandling, og »En lille skarp« er altså endnu bedre end den første.
Ét er naturligvis at Johns numre er dansk kultur-arvegods, så det klodser, men dertil kommer altså, at de garvede folk i DDM spiller bedre end de fleste, samt at gruppens dynamiske arrangementer er så godt skruet sammen, at trioen også gør sangene til deres egne.
Ren opvisningsstil
Altså, du har ikke levet, før du har hørt mafiaens mesterlige udgave af én af alle tiders bedste sange, »Mandalay« - godt seks minutter i ren opvisningsstil, tro mig.
Eller forestil dig at høre ZZ Top spille »Carsten Levin« eller Thin Lizzy byde ind på »Karl Hermann og jeg«. Ja, så godt er det faktisk, og jo, det er her, vores gamle ven Keld Heick »går heavy« på DDMs »Nina, kære Nina« - og Keld kører den hjem i fin stil, skulle jeg hilse og sige.
Der er masser af godt musikalsk gods hér, men først og fremmest er »En lille skarp« en fuldstændig ustyrlig fest. Lad den vare hele sommeren og husk »livet er kort, livet er kort, tænk dig godt om, før du sløser det bort...«
Æret være dit minde, Mogensen! Du havde sgu' fat i noget af det rigtige dér.
steff@bt.dk
Lagt på www.bt.dk den 1. juni 2005 kl. 11:30
http://www.bt.dk/underholdning/anmeldelser/artikel:aid=365094/
|