John Mogensen & Den Danske Mafia

Anmeldelse af Biker Jens (Jens Romundstad)

Alle i min generation kender John Mogensens sange. John Mogensen var ydmyg. En manden-på-gulvet, ryggen-mod-muren type, der sang om de vigtigste følelser på den bedste måde, - nemlig den ærlige og fortalt på en måde så alle kunne være med, og ikke mindst genkende teksternes budskab. En sjælden dyd. En tryg lydkulisse, blandet med flaskeklirren, raflebægre og fuldemandssnak m/k.

Om så bodegaen var halvtom eller proppet med festglade mennesker, så var John Mogensens sange der. Men de er ved at forsvinde. De rigtige værtshuse er ved at visne og uddø, og erstattes af fornemme cafeer. Der er kun ganske få tilbage.

John Mogensen ville have hadet cafeer. Hadet dem! Han ville ha’ sagt ”-Har du ikke noget kaffe?” når han blev tilbudt en Cafe au lait til 28 kr. Han ville have spurgt efter en pariser-toast og en sort guld, i stedet for en ciabatta m. parmaskinke og pesto (48 kr) + en Søbogård hyldeblomstsaft (-til 24 kr!). John Mogensen ville have gået fra den fine cafe, købt en pose med bajere hos købmanden og sat sig på en bænk.

Netop på grund af denne udvikling vil nogen måske synes, at John Mogensen sange er passé. Uaktuelle. Udspillede. Noget der vil dø hen, sammen med de rigtige værtshuse.

Det havde nok også været tilfældet, hvis det ikke var for nogle gutter fra Fyn, Den Danske Mafia. For mig, og andre, er John Mogensen en helligdom, og jeg ville have forsvoret, at jeg ville have synes om at nogen pillede ved hans musik. Men det har Den Danske Mafia gjort. Og det er fantastisk. Jeg elsker det sgu! Mest fordi at de er så dygtige musikere, at deres fortolkninger af det originale materiale giver sangene en kæmpe røvfuld vitalitet og energi.

Den Danske Mafia brillierer indenfor så forskellige stilarter som tung rock, sving-rock, jazz og blues, og alt beheskes til fingerspidserne. Helt ærligt: de er virkelig dygtige musikere! En usvigelig sikker rytmesektion danner fundamentet i alle sangene, men krydres af en sublim leadguitar (han kan fanme sit kram!) ”Conny bli’r hos mig” ville få Stevie Ray Vaughan til at nikke anerkendende, hvis ikke misundeligt og i ”Du ser mig når jeg kommer” fyres den bedste og drilske jazz-guitar af, som jeg længe har hørt. Det svinger bare. Især i samarbejdet mellem guitar, trommer og orgel.

John Mogensen kunne synge, men var måske ikke den store sanger. Sangeren i Den Danske Mafia er ikke bange for at brøle igennem og går til den i ”Erik Oluf Andersen”, så jeg er ved at pisse i bukserne. Og så endda live!?

Den Danske Mafia er kommet fra mørket og direkte ind på min personlige top-3 over danske bands, og jeg kan ikke vente med at opleve dem live.

[Vi takker ærbødigst Jens Romundstad for den fede artikel - Du ser os når vi kommer! ;) ]

» Besøg også Biker Jens' hjemmeside